- i samarbejde med Byg op i Bispehaven og Børnekulturhuset i Aarhus.
Bispehaven i Aarhus er et område, hvor man gerne vil have flere aktiviteter, forskønnelse og positiv opmærksomhed.
Derfor faciliterede jeg forskellige workshop med bl.a en 7. klasse fra Gammelgårdsskolen i Aarhus, samt unge i området.
Her blev to containere og en skurvogn udsmykket med folie. Eleverne skulle arbejde med henholdsvis geometriske former og fri fantasi.
- et samarbejde mellem Teknik og Miljø i Aarhus, Brabrand Fællesråd og Engdalsskolen.
Under Silkeborgvej er en lang tunnel, der forbinder den øvre del af Brabrand til gammel Brabrand. Tunnellen benyttes af mange borgere hver dag bl.a. børn, der går til og fra Engdalsskolen. Der var et ønske fra Brabrand Fællesråd, om at forskønne tunnellen.
Dette skulle ske i samarbejde med en billedkunstner og elever fra Engdalsskolen, ud fra temaet fugle. Graah Gesjæft var heldig at blive udvalgt til projektet. Oplægget var at male tunnellens sider i farver, der repræsenterer Brabrand: Den blå sø, de gule siv, den grønne skov og de lilla vilde lupiner. I tunnellens loft flyver nu venskabsfugle, fantasifugle og almindelige fugle. Der var over 300 børn med i processen fordelt på alle klassetrin.
I forbindelse med ”En Ræv bag øret” ( læs mere på under siden En Ræv Bag Øret) har jeg været i en del børnehaver, der gerne har villet have noget udsmykning til legepladsen. Flere steder har det været en bålhytte eller lignende, der manglede noget liv i form af et stort kunstværk.
Ved en sådan opgave deler jeg hytten op i delelementer, så børnene får et afgrænset område de skal male. Jeg er der typisk over tre dage og nogen gange er børnene delt op i hold, andre gange kommer og går de som de helst selv vil. Ofte sker det, at de zoner ind og fordyber sig for en stund. Og de er meget stolte, når de ser deres bidrag til helheden.
- i samarbejde med Silkeborg Kommune, Ans Skole og Skægkær Skole
I foråret 2024 blev jeg kontaktet af Silkeborg kommune. Her er de i gang med at etablere børneskove.
Man ønskede eksperimenterende børnekunst i professionel favn, og gerne sammen med børn fra de lokale skoler.
Det blev til udsmykning af et Madpakkehus i Skægkær sammen med to 1. klasser. De lavede små dyr, der gemmer sig i rundt omkring i huset.
Tipien i Ans blev udsmykket i forbindelse med en emneuge og der var elever fra alle klassetrin med i projektet. Et par uger forinden havde jeg været i Ans for at lave stjerner til tipien loft sammen med 5. klasse.
Jeg har arbejdet med grafik med både skole– og børnehavebørn. Børn kan sagtens håndtere forskellige grafiske metoder, og jeg har introduceret dem for både koldnålsradering, monotypi, grafit-grafik. Det er altid interessant, at arbejde med en trykplade, der skal føres over på papir og se det magiske, der sker i den proces.
Anne Katrine Graah Rasmussen